Angusta

Den mest anvendte metode til at modne livmoderhalsen under en igangsættelse er Angusta-tabletter.

 

Hvordan virker Angusta?

Angustatabletter indeholder det medicinske stof misoprostol, der er et prostaglandin. Prostaglandiner er et signalstof, der kan starte forskellige processer i kroppen. Den ønskede effekt af Angusta er at blødgøre og afkorte livmoderhalsen, og hos nogle gravide starter prostaglandinerne også sammentrækninger i livmoderen, der bliver til fødeveer.


Hvordan foregår igangsættelse med Angusta?

Tabletterne skal tages hver anden time, og der udleveres tabletter til ét døgn. Er der begyndende veer, skal den gravide snakke sammen med personalet på fødeafdelingen for at vurdere, om den gravide skal tage flere piller eller stoppe for at undgå overstimualtion. 

I udgangspunktet skal den gravide tage tabletterne over et døgn og får en kontroltid dagen efter. Har den gravide ikke henvendt sig med veer i mellemtiden, tages der dagen efter stilling til det videre forløb. Er der behov for yderligere modning af livmoderhalsen udleveres tabletter til endnu et døgn og en ny kontroltid.

De fleste får udleveret tabletter og tager dem med hjem, men afhængig af indikationen for igangsættelse, vil nogle gravide blive indlagt i afdelingen under igangsættelse med Angusta.

Ovenstående procedure for igangsættelse kan variere fra fødested til fødested.


Bivirkninger af Angusta

Mulige bivirkninger til Angusta-tabletter er diarré, kvalme og hovedpine, i sjældne tilfælde kan man opleve feber, svimmelhed og udslæt.

Vil du vide mere om igangsættelse?

Lyt til EP. 17 - Klar, parat, start! Eller hvad..?