Epiduralblokade

En epiduralblokade er en smertelindringsform, der tilbydes på alle de hospitaler, man kan føde på i Danmark. Det er jordemoderen, der bestiller blokaden, men det er en anæstesilæge, der kommer på fødestuen og anlægger blokaden.

 

Hvordan anlægges epiduralblokaden?

Lægen stikker en nål ind gennem huden i ryggen og ind mellem to ryghvirvler. Gennem denne nål lægges et tyndt kateter, så der kan pumpes bedøvelse ind. Dette kateter skal ligge i epiduralrummet, dvs. lige udenfor de hinder, der omgiver rygmarven. Der tilkobles en pumpe til kateteret, så der bliver ved med at løbe bedøvelse ind i epiduralrummet under resten af fødslen.

Får man anlagt en epiduralblokade, skal man samtidig have anlagt et PVK, altså et drop i hånden, så man kan få væske. Derudover skal der køre hjertelydskurve - en såkaldt CTG - på barnet under store dele af fødslen.


Hvordan virker bedøvelsen?

Bedøver man i epiduralrummet, virker det i et bælte svarende til den gravide mave og rundt på ryggen. Målet er, at benene er upåvirkede, så den gravide kan kan gå rundt med denne bedøvelse, men nogen vil få tunge ben og have svært ved at bevæge sig omkring.

Bedøvelsen virker ikke lige godt under hele fødslen. Den er god i udvidelsesfasen, men har mindre effekt efterhånden som barnet trænger ned gennem bækkenet og i pressefasen.


Bivirkninger af epiduralblokaden

Epiduralblokaden er en effektiv smertelindringsform, men den har også en del bivirkninger.

  • Den gravide kan opleve hudkløe og feber.

  • Den gravides blodtryk kan falde drastisk, hvilket også kan påvirke barnets blodtilførsel. I sådanne tilfælde gives medicin for at hæve blodtrykket.

  • Det kan være svært for den gravide at bevæge sig omkring pga. bedøvelsen, og det kan nedsætte evnen til at tisse og øge sandsynligheden for, at den gravide skal have lagt engangskateter for at tømme blæren.

  • Der er en risiko for at fødslen trækker ud, og derfor en øget sandsynlighed for, at man skal have opsat et vestimulerende drop og en øget risiko for, at barnet bliver forløst med sugekop.

  • Da man stikker gennem huden, er der en infektionsrisiko - og der ses også meget sjældent nerveskade efter en epiduralblokade.

  • I sjældne tilfælde kan den fødende få en slem hovedpine, der kan vare en uge og nogengange længere.

Vil du høre mere om epiduralblokaden?

Lyt til EP. 6 - EPIsoden